Mine betragtninger fra Cloudfest – Det tidligere World Hosting Days

Hvilken cloud-strategi skal man vælge for at leve op til nutidens krav om agilitet, automatisering og modernisering af datacenteret, så det opfylder de behov, forretningen har for at tilbyde de bedste services for kunderne og overleve i den digitale tidsalder? Et emne som optager mange og som deler vandene.

I marts måned var jeg til CloudFest, det tidligere World Hosting Days, med en gruppe kunder. Her bliver der, som navnet antyder, sat fokus på cloud i tre dage, hvor de som er relevante for industrien, udstiller deres produkter og holder præsentationer om deres strategi for cloud. Konferencen giver dermed et unikt indblik i det økosystem, som der er omkring hele hostingindustrien. Med dette indlæg vil jeg gerne dele min personlige fortolkning af, hvad jeg fik med fra konferencen.

Til de er jer, der ikke kender mig, arbejder jeg til dagligt som Customer Systems Engineer. I praksis betyder det, at jeg sidder i Dell EMC’s tekniske presales med ansvar for server, storage og netværk. Min afdeling rådgiver kunder til de rigtige løsninger, således at de får systemer, der kan løse deres udfordringer. Her har jeg fokus på Cloud Service Providers i Danmark, hvorfor jeg var afsted med dem til CloudFest. Jeg har været ansat hos Dell og nu Dell EMC i 14 år.

Den Digitale Transformation var (ikke overraskende) det overordnede tema
Ikke overraskende var den digitale transformation en fælles overlægger for alle de, som havde præsentationer på konferencen. For os selv, Dell EMC, var der ingen undtagelse. Vores præsentationer satte fokus på vores it-transformationsstrategi med fokus på multi-cloud strategi, transformation af datacenteret: skal man bygge selv, eller skal man købe en færdig løsning, samt information om vores program til Cloud Service Providers. Interessant er det altid at se, hvad konkurrenterne vælger at fremhæve, og her var det også den digitale transformation, som udgjorde den røde tråd.

Multi-Cloud: fortsat en større udfordring – hvad er vigtigt at tænke over?
I takt med at Cloud Service Providere (CSP) skal agere i et konstant udviklende marked, bliver relationerne mellem private cloud-løsninger, hybride clouds og public clouds stadigt mere komplekse. Den enkelte CSP skal i større grad operere med et voksende antal cloud-løsninger. Man kan tale om et decideret ”multi-cloud”-miljø, hvor CSP’en på samme tid har mange elementer af forskellige cloud-løsninger i spil over for de forskellige kunder, der serviceres. Dette kan medføre uhensigtsmæssigheder både med hensyn til administration, økonomisk overblik og agilitet. Det var grundet dette, at en af de gennemgående temaer til CloudFest var software og serviceydelser, der afhjælper netop dette fænomen – herunder løsninger fra VMware, som VMware Cloud Services og Vrealize suiten.

Build vs. Buy – hensigtsmæssige overvejelser
Et andet tema fra konferencen var build vs. buy. Som en afledt konsekvens af problematikken omkring multi-cloud, ser vi i større grad, at CSP’er også må ændre deres operations. Måden de tilgår projekter, kunder, serviceydelser osv. Derfor ser vi også en markant ændring i det såkaldte ”build to buy” kontinuum, hvor man i den ene yderlighed bygger alle løsninger selv af enkeltkomponenter, og i den anden har fuldt integrerede systemer eller services, hvor teknologipartnere, som eksempelvis Dell EMC, i højere grad står for at validere og bygge en større del af infrastruktur, services og management, inden det lander fuldt ud hos CSP’en. Man kan endog tage den videre: Hvor CSP’ere (og virksomheder i det hele taget) tidligere byggede infrastruktur og købte applikationer, vil vi i højere grad se værdi i at købe (integreret) infrastruktur og bygge applikationer for at give en konkurrencefordel og en unik position i markedet. Herved undgås mange af de faldgruber, der typisk kan være affødt af build-tilgangen: usikkerhed omkring tidsforbrug, økonomi og placering af overordnet ansvar for løsningen (one throat to choke). Dell EMC tilbyder en række integrerede systemer som eksempelvis Dell EMC Azure Stack.

AI Edge Cloud – hvad giver det af muligheder for Service Providers?
Et af hovedpunkterne under Cloudfest – og temaet for Dell EMC’s keynote, som kan ses her – var ydermere behovet for at udvikle forretningen – som er essentielt i kampen mod ”giganterne” i markedet. Man kan ikke sidde med de samme serviceydelser i et marked, der konstant presses på indtjeningen, og hvor kunder kan flytte workloads med et klik med musen fra én udbyder til en anden. Et måske lidt overset marked kunne være IoT/AI – Internet of things/Artificial Intelligence – hvordan CPS’en bliver en essentiel spiller i lagring og behandling af data i forbindelse med IoT, hvor data i højere grad befinder sig i ”edge” laget (tæt på sensorerne, som opsamler data). Her vil lokale CSP’ere kunne tilbyde services, som spillere som AWS, Google og Azure ikke kan. Fundamentalt er, at CSP’en forholder sig til de nuværende services, de tilbyder, men i højere grad opsøger nye XaaS ydelser for at bibeholde og udbygge deres relevans for virksomheder overalt i verdenen.

Ud over ovenstående havde Dell EMC fokus på vores Cloud Service Provider Program. Vi er fuldt bevidst om CSP’ernes rolle i den digitale transformation, som alle virksomheder i større eller mindre grad må forholde sig til. Ligeledes er vi opmærksomme på, at definitionen af hvad en cloud provider er hele tiden udvides. Derfor har vi udviklet et vidtrækkende program for at fordre strategiske samarbejder med CSP’er, der rækker langt ud over et traditionelt kunde-leverandør-forhold.

Er du interesseret i at høre mere om Dell EMC’s Cloud Service Provider Program eller ovenstående emner, er du mere end velkommen til at kontakte mig på morten.jensen@dell.com

Morten Jensen, Systems Engineer, Managed Service Providers

Om forfatteren: Morten Jensen

Morten har været hos Dell EMC i 14 år. I dag arbejder han som Customer Systems Engineer for vores Cloud Service Providers i Danmark. I praksis betyder det, at Morten sidder i Dell EMC's tekniske presales med ansvar for server, storage og netværk. Hans afdeling rådgiver kunder, således at de får de rigtige løsninger, der skal løse deres udfordringer.